Al produktion af fødevarer påvirker klimaet. Faktisk vurderes det, at cirka en tredjedel af alle menneskeskabte drivhusgasser på globalt plan stammer fra landbrug samt fra forarbejdning og transport af fødevarer. I Danmark står selve landbrugsproduktionen for 17 procent af landets samlede udslip af drivhusgasser. Økologien rummer store muligheder for produktion af sunde fødevarer med minimal belastning af klimaet. De økologiske metoder sikrer også, at landbrugsjorden bedre kan klare den kraftigere regn og den værre tørke, der ser ud til at følge med klimaændringerne. Forklaringen er, at økologisk jord indeholder mere muld, der har en stærk evne til at holde på vandet i jorden.
Økologisk landbrug sammenlignet med konventionelt
I den økologiske produktion anvendes metoder, der har en gavnlig effekt på udledningen af klimagasser. Men lavere udbytter på de økologiske marker betyder, at der målt per produceret enhed i dag ikke er mærkbar forskel på, om en fødevare stammer fra økologisk eller konventionelt landbrug. Så klimaet er en varm kartoffel for økologerne, der har en målsætning om at producere uden belastning af miljøet. Der er brug for udvikling af den økologiske produktion, så den kan blive både klimavenlig og mere produktiv.
Følgende er de centrale indsatsområder:
Reduktion af udslip af drivhusgasser fra marker og husdyr
Langt hovedparten af landbrugets påvirkning af klimaet stammer fra de drivhusgasser, der dannes i marker og stalde. Helt op til 90 procent af klimabelastningen skyldes udslip af lattergas, metan og CO2 fra biologiske processer på bedriften. Dette gælder uanset om gården er økologisk eller konventionel. Mængden af de gasser kan bringes ned ved at udnytte gødningen bedre og især ved at sende gødning og planterester gennem biogasanlæg.
Fjernelse af CO2 fra luften ved at binde kulstof i jorden
Når en mark dyrkes med økologiske metoder, bliver jordens indhold af muld større, og det fjerner CO2 fra atmosfæren. Det skyldes især økologernes udbredte dyrkning af kløvergræs og brug af gødning fra husdyr. Dette kan videreudvikles ved at kombinere dyrkning af kløvergræs med produktion af biogas. Derved producerer man energi, der fortrænger fossile brændstoffer og man får gødning fra biogasanlægget, der kan sikre større økologiske udbytter.
Energitjek
Den energi i form af brændstof og el, der direkte bliver brugt på en gård, er ansvarlig for mellem 10 og 20 procent af bedriftens samlede belastning af klimaet. Økologiske landmænd kan med fordel få bedre styr på deres forbrug af brændstof og elektricitet ved at udskifte gamle energitunge maskiner og reducere deres elforbrug ved at få foretaget et energitjek på gården.
Biogasanlæg
Produktion af biogas passer godt til økologisk landbrug. Det skyldes, at kvælstoffet fra kløvergræs og husdyrgødning omdannes og opbevares, så det kan bruges mere effektivt og dermed skabe mere udbytte og mindre lattergas. Metan fra husdyrgødningen opsamles også og bliver til energi i stedet for klimagas.